Praktiske forhold

Luk alle
Åbn alle

Der skal medbringes tøj til en uges normalt forbrug, dvs. undertøj, nattøj, daglig beklædning samt overtøj.

Endvidere skal der medbringes fodtøj til indendørs og udendørs brug.

Der skal medbringes følgende toiletartikler:

  • Tandbørste
  • Tandpasta
  • Shampoo
  • Sæbe
  • Cremer
  • Evt. barbergrej  

Hvis borgeren har en kørestol, rollator, specielt spisebestik, mm., som benyttes, bedes disse medbragt.

Det samme gælder produkter for inkontinens: bleer, stomiposer, blærekatetre og kateterposer.

Hvis borgeren har sår, der skal skiftes bedes der medbringes de sårbehandlingsmidler, som bruges - både forbindsstoffer og f.eks. cremer og salve. 

Der skal medbringes almindelige medicin i originale pakker, smertestillende piller og recepter mhp. genbestilling af medicin. Svendebjerghave har ingen medicin, der kan kompensere for manglende medbragt medicin.

Vi får normalt medicin leveret fra Hvidovre/Albertslund apotek. Hvis personalet skal stå for bestilling af medicin, så skal der oprettes en konto hos Hvidovre/Albertslund Apotek med PBS betaling. (Tilmelding ligger i velkomstfolderen, som personalet udleverer når du kommer) ellers ligger den også her: PBS Apotek

Personalet kører ikke på apoteket og henter medicin.

 

Du skal være opmærksom på, at det er på eget ansvar at medbringe værdigenstande til et ophold på Svendebjerghave. Vi påtager os ikke ansvar for mistede ejendele.

Lad derfor være med at tage dyre genstande, smykker og større beløb i kontanter med.

 

Det er, som udgangspunkt, ikke muligt at medbringe møbler hjemmefra. Hvis du har billeder med, kan de hænges op som erstatning for de billeder der i forvejen hænger på stuen.

Det er ikke tilladt selv at slå søm i væggen.

Det koster 155 kr. (2024 takst) pr. døgn for et ophold på Midlertidige Døgnrehabilitering. Prisen omfatter ophold, inklusiv almindelig forplejning og tøjvask. Toiletartikler er ikke omfattet.

Der betales månedsvis bagud. Regningsspecifikation udsendes omkring den 12 i måneden. Betaling kan ske enten ved tilmelding til PBS (PBS tilmeldingsblanket), eller via fremsendt girokort, som udsendes ved månedens afslutning.

Taksten er politisk besluttet og bliver reguleret hvert år. den 1. januar.

Det kan være en god ide at medbringe evt. mobiltelefon så der ikke er afhængighed af personalet når der skal tales med familie og venner. Afdelingstelefonerne kan ikke benyttes til private samtaler.

Du og dine pårørende har mulighed for at benytte sig af Hvidovre Kommunes gæsteinternet, HVK-Guest, når I skal på internettet via telefon/tablet. Når du skal logge ind, indtastes dit eller pårørendes telefonnummer, hvorefter der fremsendes en kode, som anvendes som password. (I skal dog være opmærksom på, at det er et offentligt internet og at personalet ikke kan yde service). Adgangen varer i ca. 4 timer af gangen.